Gæstebog

Anmeldelser

Fra: Mette og Michael – forældre til Alberte (november 2018-juni 2020)

Anmeldelse:

Ingen tvivl – det ultimativt bedste sted man kan give sit barn! Magen til nærværende, omsorgsfuldt og fantastisk menneske skal man lede længe efter! Og Karinas familie er lige så stor en del af børnenes liv, og børnene elsker det!
Der er knus og kram, nybagte boller, leg og masser af kreative projekter.
Det var meget vemodigt at skulle sige farvel til denne helt igennem perfekte dagplejemor til vores datter. Men uden tvivl at du har givet Alberte og os den bedste start 🙂

 

Fra: Claus & Josefine – forældre til Ella (2018-2019)

Anmeldelse:

Den største omsorg og hjerterum der findes på denne jord, er lige der på Højdedraget hvor du bor.

Kære søde omsorgsfulde Karina.
Det er vildt som det sidste år er fløjet afsted!
Da vi snakkede sammen første gang i telefon, var der ingen tvivl om at det var STEDET! Fra dag ét har vi været så trygge ved at aflevere vores Ella hos dig.

Altid mødes man med åbne arme og et smil, aldrig opleves der stress og jag!
Hjemmebag, sjov, kreative lege, sprogudvikling, udforske naturen, lange gåture, vandplaskeri om sommeren og vigtigst af alt krammere og stor rummelighed til alle børn HVER dag!

Børnene er ALTID i centrum! Altid har du papir klar til løbenæser, smørre tørre læber, på spring med mere/mindre tøj når vejret svinger.
Hele familien på Højdedraget bidrager til, at gøre Karina’s private dagpleje til det mest unikke, kærlige, hjemlige og hyggelig sted for et barn at være.

Meget fleksibel, stabil og god til at støtte/vejledning i nye læringsprocesser, har i den grad været til stor glæde for os.

De varmeste anbefalinger til Karina!
Alle børn burde opleve Karina!
Ja tak og et stort 5 tal herfra.

 

Fra: Forældre til Elias (juni 2015 – januar2017)

Anmeldelse:

Når man kommer ind i dit hjem, mødes både voksen og barn af roligt nærvær. Der er stensikkert morgenkram til barnet og ofte duften af nybagte boller i næseborene. I loftet hænger de nyeste kreationer, som børnene har lavet. Om vinteren er der tit stearinlys i mørket. Det hele sætter stemningen for, hvordan det er at gå i din dagpleje. Foruden et rigt udeliv med aktivitet er der nemlig tid til kreativitet og hygge. Der er både plads til at lære og til at være.

Det bedste i din dagpleje er dit åbenlyse engagement og de knus, der uddeles HVER dag. Du er i øjenhøjde med børnene, og du kender og tager hensyn til deres individuelle behov. Hertil kommer, at din mand og dine tre piger går op i dine dagplejebørn. Man føler som forældre, at ens barn har en ekstra familie.

Du har haft stor andel i, at vores søn blev klar til børnehave. Du lærte ham at tage tøj af og på, men også ting som at pakke madpakke op. Hvem forventer egentlig det af en dagplejer? Du går “all in” på rigtig mange måder, for du vil både børn og forældre det bedste. Samtidig er du stabil, hvilket betyder meget for en tryg hverdag.

Vi kunne skrive meget mere, men det er egentlig meget simpelt for os: Alle burde have en Karina!

 

Fra: Sanne Vestergaard

Anmeldelse:

Vi vil gerne give Karina vores varmeste anbefalinger. Hos hende fik vores søn den bedste start man kunne ønske sig. Der duftede altid af nybagte boller, når vi afleverede om morgenen, og der var altid tid og ro til at tage godt imod det enkelte barn. Dagene var fyldt med leg, kreativitet, sang og dans til musik. Vores søn var ørebarn, og han fik lagt dræn flere gange i løbet af sin dagplejetid. Karina var fantastisk god til at rumme de udfordringer som øreproblematikkerne til tider medførte, og hun var en stor støtte for os forældre.  Vi er nok forholdsvis pylrede forældre, men vi har altid været trygge ved at aflevere vores søn hos Karina. Hun har virkelig hjertet med i sit arbejde, og vi er hende dybt taknemmelige for den omsorg og kærlighed som hun gav vores Alexander i de første vigtige år i livet. Alexander er nu 5 år gammel, og han taler stadig om Karina og mindes hende med glæde.

 

Fra: Forældre til Maja

Anmeldelse:

Vi kan kun give vores aller varmeste anbefalinger til Karinas dagpleje. Hos Karina er børnenes behov og trivsel i centrum. Følelsen af tryghed, stabilitet og hjerterum giver børnene de optimale muligheder for udvikling og læring. Hos Karina uddeles knus og kram ad libitum. Kreative og varierede aktiviteter både ude og inde kombineret med tid til ro og fordybelse, har i vores øjne været opskriften på en perfekt dagplejetid på Højdedraget 74. Tak Karina! – Du har gjort en forskel for Maja og os 🙂

Skriv en anmeldelse