Hverdagen hos mig fyldes af mange spændende og forskellige ting. Vi tilbringer meget tid ude bl.a. i haven, en tur til søerne med brød til ænderne eller en tur på legepladsen med madpakker. På vores gåture synger vi og taler om dét, vi ser på vores vej. Der er altid tid til fordybelse – måske når vi ikke så langt, fordi vi møder forskellige dyr, der skal undersøges, blomster der skal plukkes og duftes til, eller også skal lommerne fyldes med sten.
Jeg går meget op i, at børnene får brugt kroppen motorisk. Netop derfor har jeg valgt at blive certificeret idrætsdagplejer. Vi elsker at bruge bakkerne lige rundt om hjørnet til at løbe, trille og kravle op og ned ad. Jeg inddrager de forskellige årstider i aktiviteterne med børnene, hvad enten det er inde eller ude.
Sang og musik er også vægtet højt hos mig, hertil bruger jeg bl.a. små kufferter med forskelligt indhold til at stimulere og udvikle barnets sprog og sanser. Kreative ting er også en vigtig del af dagligdagen, hvor børnene laver spændende ting, som de stolte tager med hjem og viser mor og far. Ikke mindst læser vi mange bøger og lærer rim og remser.
Om eftermiddagen går vi ofte ud og leger. Er vejret mindre godt, har jeg en stor overdækket terrasse – her står bl.a. sandkassen under, hvor vi ofte kan sidde og lege i tørvejr.
Hos mig er børnene med i hverdagens aktiviteter fx. dække bord og rydde op. Desuden øver vi os i at tage tøj af og på for at hjælpe børnene godt på vej til børnehavelivet.
I vil som forældre blive tilbudt at være med i en lukket facebook gruppe, hvor jeg løbende lægger billeder ind af børnene. Her vil I have mulighed for at følge børnenes hverdag. Dette er naturligvis et tilbud, som I som forældre kan vælge til/fra.
Jeg lægger stor vægt på et godt forældresamarbejde baseret på åbenhed og tillid, hvilket er et godt udgangspunkt for børnenes trivsel og udvikling.